Julen er oprindeligt en hedensk solhvervsfest, som har centrum omkring jolablót (senere kaldet vinterblót), der afholdes på årets korteste dag i anledning af vintersolhverv.

 

I den tidlige jernalder ofrer man ved vintersolhverv dyr som hlaut til solen, da julen er en hyldest til solens og lysets genkomst samt en fest for et frugtbart og fredfyldt år. Højtiden knyttes til jorddyrkningen, vætterne og ikke mindst slægten. Vintersolhvervet og vinterblótet står som modpol til sommersolhvervet og sommerblótet. Det er et af årets vendepunkter, hvorfor julen i oldtiden også indeholder nytår.

 

En mere praktisk årsag til fejringen af julen, tager udgangspunkt i menneskets behov, og er den fest og det håb, man har brug for i den mørke og til tider triste tid, den tid hvor mangt og meget er gået ind i en form for dvale.

 

Ifølge den norrøne kalender varer juletiden i alt op mod to måneder, og er sammenfaldende med perioden skammdegi, begyndende i november og sluttende i januar. Julemåneden, Ýlir, som ligger ca. fra 14. november til 13. december, er den første af de to måneder.

 

Den anden er glugmåned, som ligger ca. fra 14. december til den 12 januar, og i denne måned finder man de tolv julenætter fra den 20. til den 31. december, hvor der særligt festes på julenatten omkring den 20. til 22. december.

Juleofringer kan forekomme helt frem til hoggunótt den 12. januar. Desuden fortælles det, at man ved hoggunótt fester tre dage i træk som afslutning på julen. Julen er altså ikke en enkel aften, men en længere periode, der blandt andet indeholder Lussi langnat, vinterblótet, julenatten, sonarblótet og hoggunótt. Nogle har den tradition, at de i julen afholder alfeblót. Tidspunktet og varigheden for fejringen af julen og de særlige helligdage kan variere, alt efter hvilken geografisk region man befinder sig i. Som gammel grundregel slutter julen, når der ikke er mere juleøl.

 

Ordet ”jul”, hos angelsakserne oprindeligt ”yule” og hos nordboerne oprindeligt ”jola” leder tankerne hen på ordet ”hjul”, refererende til årets hjul. Begge ord, ”jul” og ”hjul”, stammer fra et æld gammelt indoeuropæisk ord, der betyder ”at dreje”. Omkring år 400 besluttede den romerske kirke ,at fejringen af hedningenes solfest skulle være en fejring af Jesus fødsel i stedet.

 

Som bekendt kaldes jul ikke ”Kristus messe” i Skandinavien som man kender ”Christmas” fra andre lande. I England ændres ”yule” til ”Christmas” omkring år 1200. Men, selvom den kristne kirke flere gange forsøgte, at få ændret navnet i Skandinavien også, lykkedes det aldrig, da julen er en særdeles vigtig del af hele årets gang hos Nordens folk. Julen er en så integreret fest hos Nordens folk, at den med kristendommens indførelse trods alt ikke bliver forbudt, hvilket ellers er tilfældet med flere andre kultfester og ceremonier. I stedet bliver julen overtaget og kaldt for Jesus fødsel.

 

Oprindeligt menes Jesus, at være født i marts, hvorimod Balder ironisk nok siges, at blive genfødt i julen. Dog er der ikke helt enighed blandt de kristne, hvornår Jesus bliver født, men de fleste datoer, der bliver foreslået ligger sidst i marts og i starten af juni.

 

Omkring år 1000 påbydes i Norden, at Jesus fødsel skal fejres den 25. december, men fejringen af den hedenske jul fortsætter næsten uændret efter kristendommens indførelse. Først efter reformationen i 1500-tallet ændres mange forhold, og der bliver foretaget seriøse indgreb i julen … bl.a. regnes nytåret som første juledag helt hen til midten af 1500-tallet.

 

Flere juleskikke og begreber knyttet til den kristne jul stammer fra faktisk den oprindelige jul. Her kan nævnes julebukken, juleneget, julesange, julefreden, flæskesteg/julegris, nisser, drikkelaget og til dels også julegaver og julestue.

 

Nogle betoner desuden ligheden i formen mellem adventskransen og Solhjulet og fremhæver i denne sammenhæng den nordiske tradition for udarbejdelse af kranse. De mange hedenske traditioner, som efter en kristen ”indpakning” får kirkens accept, er efter sigende årsagen til, at Jehovas vidner, med deres afsky for hedenskaben, end ikke i det 21. århundrede holder jul.

 

Der er imidlertid også en række hedenske skikke, der går tabt i forbindelse med kristendommens ”forvandling” af julen. Asatro har i den førkristne tid to vigtige skikke i forbindelse med fejring af julen, ”at drikke jul” og dagen efter ”at lege jul”. Man klæder sig ud og driller sine slægtninge og frænder. Når man drikker jul, skåler man med mjød i drikkehornet og ønsker hinanden ”År og Fred”. Det er årsagen til, at man det 21. århundrede stadig ønsker hinanden god jul og godt nytår.

 

I hele julen spises og drikkes der meget og godt, og man sidder meget indenfor og hygger, mens de ældste fortæller sagn og myter. Julenatten fejres ved at man spiser hele ni måltider på denne nat alene.

 

Det at nætterne er lange bringer i asatro overbevisning menneskene tættere på de døde. Derfor er det ifølge nordisk folketro denne tid, at de afdøde vender tilbage til Midgård og deres gamle gårde. Derfor er det også en gammel nordisk skik, at lade lysene brænde og lade resterne af julemaden stå fremme til ætten aflægger besøg i julenatten.

Desuden fortælles det, at man julenat reder sengene op til sine afdøde forfædre og selv ligger sig på gulvet og sover. Nogle steder varmes badstuen også op til de afdøde slægtninge.

 

På baggrund af denne opfattelse og tilhørende skik samt fra idéen om gårdvætten stammer grundlaget for traditionen og troen på nissen.

 

Man siger, at vætterne i denne tid tænder små lys i jorden, heraf begrebet ”vættelys”. Dog kan man i de tolv julenætter også få et mere uhyggeligt natligt besøg af Asgårdsreien, julereien eller Odins jagt. I Nordens førkristne tid forbindes Odin med julen, hvorfor han også kaldes for Jolnir. Odin vil i denne mørke tid sikre julefreden og optræde som menneskenes beskytter.

 

Kirkens propaganda mod hedenske skikke kan virkelig ses på den måde hvorpå man i almindelighed begynder at tage afstand fra mørket og naturen i middelalderen. Diverse skrækhistorier opdigtes i folketroen, omhandlende jættekvinder, hekse, trolde og farlige gravhøje og andre hedenske helligsteder, man ifølge kirkens mænd bør holde sig fra om natten og særligt i julen. Dette skyldes selvfølgelig, at helligstederne forstærkes yderligere i hellige tider, hvorfor porten mellem menneskers, ånders og guders verdner står åbne.

 

Den tidligere omtalte transformation af en allerede eksisterende helligdag eller mærkedag kendes også fra eksempelvis Påske, Pinse og Sankthans. I det 21.århundrede fejrer halvdelen af verden stadig julen, fordi man i vikingetidens Skandinavien nægtede at give slip på denne kultfest.

 

Tekst Morten Mathiesen (Tirssøn)

- fra bogen ”Nordens Folk og Tro - Førkristen religion og tradition”