Sankthans mentes at have været den vigtigste af midsommerens fester i Norden med spil, dans og drikke.

 

Tidligere troede man, at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter, som kunne være både onde og gode. Det var blandt andet derfor, at man antændte brændende halmknipper, som man cirklede rundt i luften. En gammel forhistorisk tradition var de såkaldte nødblus, der kunne holde onde ånder væk. Det er også muligt at båltraditionen stammer fra denne opfattelse af, at onde ånder, som var aktive på denne dag, effektivt kunne holdes borte.

 

På denne tid mente man også at, alle urter og kilder var særligt hellige, og det var derfor tradition helt op til nyere tid at opsøge hellige kilder eller plukke helende urter på denne aften. Til Sankthans var mange hellige kilders helbredelseskraft stærkest, og folk valfartede derfor dertil i kildetiden, som begyndte omkring Sankthans og sluttede på Frue dag (den 2. juli). Der var også i nogle egne af landet tradition for at gå til hellige træer i denne tid, og der blev, bl.a. på Lolland-Falster, flettet blomsterkranse, som skulle hænges op i det hellige træ.

 

Den dag i dag er der folk, som mener at naturen besidder en helt særlig kraft på denne tid af året. 

 

På sankthansbålet er der traditionelt placeret en figur, der skal ligne en heks. Heksene flyver ifølge overleveringen til Bloksbjerg i Harzen sankthansaften og -nat, men både bål og heks er en ny tradition, som stammer fra tyske håndværkere, som i 1860'erne besøgte Kalundborg. Der har ganske vist fundet hekseafbrændinger sted i dansk historie, men de er ikke forbundet med de traditionelle midsommerfestritualer, selvom de bønder, der tændte bål på denne aften, ganske givet har troet på hekse. Formålet med bålet var simpelthen at skræmme hekse (og andre onde ånder væk) frem for at brænde dem af.

 

Tekst af Martin Rasmussen